Børn og unge kan af mange forskellige årsager (f.eks. usynlige senfølger af omstændigheder omkring adoption, af for tidlig eller voldsom fødsel, ulykker, svære skilsmisser, sygdom, dødsfald) virke særligt sårbare i livet, urolige eller som om de har mistet deres indre glæde eller retningssans.

Nogle børn og unge kan være blevet adskilt fra deres forældre uforståeligt eller uhensigtsmæssigt tidligt i livet. Barnet kan have stået ”for alene” på betydningsfulde tidspunkter i deres udvikling. Nogle kan i kortere eller længere perioder opleve så stor forladthed, sorg, eksklusion (f.eks. fra andre grupper af børn og unge), eller have oplevet andre svære følelser, som virker så voldsomt på dem, at de ikke kan rumme det eller skabe mening ud af det pga. egen alder eller manglende livserfaring.

Mange gange kan barnet/den unge ikke udtrykke, hvad der er galt eller udpege én bestemt årsag - blot kan de udtrykke, at de ikke har det godt eller udviser "uhensigtsmæssig" adfærd. Ofte reagerer de igennem kroppen; det gør ondt et eller andet sted indeni eller barnet/den unge bliver vred, voldsom eller modsat alt for sløv og uengageret. De kan udvise grundlæggende tvivl om "jeg er ok"

Efter gennemgribende forandringer eller stress i familien; som når far og mor skændes, går fra hinanden, en søskende bliver syg eller et medlem af familien mistrives i en længere periode - kan et medlem af familien – ofte et barn eller en ung - også udvise mistrivsel. Det er ikke altid nemt at være med de spændinger, der kan være i familier, at forstå det man føler og det er ikke nemt at udtrykke vrede, sorg, længsel, eller forstille sig, hvad der sker med sig selv eller ens familie, når der er forandringer eller opbrud.

Har oplevelserne været særlig voldsomme som f.eks. når børn har været udsat for chok, haft kraftige fysiske smerter eller psykisk haft det vanskeligt, og ikke fundet støtte i sig selv eller i omgivelserne - vælger nogle børn og unge at adskille sig fra oplevelsen for at kunne fungere i den mest basale forstand. Andre kan få mareridt og udvise dårlig fysisk og psykisk trivsel. Børn og unge gør det for at overleve. Blot er det for de fleste en kortsigtet løsning. Kroppen siger fra på sigt – ikke mindst fordi barnets ressourcer indskrænkes for voldsomt af at udholde smerte eller bære rundt på tidlige ubevidste erindringer i kroppen.

Efter noget tid - nogle gange efter flere år - eller i vigtige overgange i barnets liv - viser symptomer sig og det kan være vanskeligt at stedfæste éen årsag. I en kompleks og stresset kultur som vores - er der så mange faktorer i spil, at det ikke er nemt eller altid relevant at finde een bestemt årsag. Lige så vigtigt kan det være at forandre  en dynamik eller optræne f.eks. en social evne eller følelsesmæssig regulering, som barnet/den unge har hæmmet udviklingen af.

Barnet kan i kroppen bære på tavse erindringer om afsavn, tab, splittelser i mange år, som kan komme til udtryk i særlige overgange i livet, f.eks. i før-skole alderen og i den tidlige pubertet, når der er ressourcer nok i familien, eller når der ikke er andre strategier tilbage at overleve på.

Problemerne kan komme til udtryk som rastløshed, søvnproblemer, hoved- og mavepine, adskillelsesangst og uforklarlige vredesudbrud. Ofte er hele familien påvirket af barnets mistrivsel i et omfang, så dele af familielivet - eller hele familien vantrives. Særligt moren kan være påvirket af dette. Og ofte ser man at mødre tager "skylden" på sig. Barnet kan have lavt selvværd vedvarende eller i for lang en periode og der kan være problemer eller afsavn i forbindelse med trivslen i familien, skolegang og indlæring eller omgangen med kammeraterne.

Barnet kan via sin krop eller adfærd ofte fortsætte med at udtrykke forskellige fysiske og psykiske symptomer i et forsøg på at gøre opmærksom på det ubehag og stress, det bærer på. Stress som kan være opstået af biologisk ubalance, af at blive adskilt for tidligt, for længe af fysisk smerte, som når nogle børn ligger i kuvøse, bliver alvorligt syge eller som når andre kommer ud for svær mobning, skilsmisse eller tab i nær familie.

Det er min erfaring, at mange af disse forhold gør, at kroppen som et psykosomatisk system kommer ud af balance og mister sin normale selvregulering. Det er også min erfaring, at man ved at arbejde med denne kompleksitet, kan genfinde sin naturlige balance igen ( - med udvikling af trivsel, selvværd og selvregulering af følelser til følge.)

Hvordan kan mit barn få hjælp og hvordan?

Sandplay, legeterapi og spædbarnsterapi er midler til at møde barnet i bearbejdelsen af de problemer som barnet bærer på indeni og som for nogle optræder eller genkendes i dagligdagen omkring barnet. Det er ligeledes muligt at skabe kontakt mellem ressourcer i barnet og uerkendte eller undertrykte følelser. Med sandplay kan man f.eks bearbejde svære erindringer fra før sproget dannes. Hvilket gør det særligt muligt at arbejde med erfaringer som nogle adoptionsbørn og for tidligt fødte børn kan rumme som udspring til deres mistrivsel. Det er særligt anvendeligt til at bearbejde og integrere tidlige eller smertelige erfaringer, som er skilt ud af den voksnes, såvel som barnets hverdagsbevidsthed. Ligesom man kan arbejde specialiseret med traumer på en for barnet nænsom måde, fordi det foregår i barnets eget tempo og finder sted igennem barnets egen historiefortælling. Det er herved muligt at skabe en sammenhæng og ny historie via legen og styrke barnets identitet og følelsesregulering.

Det er min erfaring, at man kan bearbejde konkrete tab, såvel som uklare tab og vanskeligheder og genskabe sammenhæng i barnets liv og identitet. Ved at få udtrykt, fortalt, leget sine erfaringer igennem med særlig terapeutisk understøttelse kan barnet opbygge sit selvværd, få lyst og vilje til at opbygge relationer, at lære og leve igen.

Barnet bærer smerten i sig – at bearbejde den og blive mødt i den af terapeuten er helbredende og samler barnet. Det hjælper det til at blive til et menneske, som kan rumme selv svær modstand tidligt fra livet (erfaringen) på en integreret og velfungerende måde. – og udvikle sig med livet som medspiller (ikke som modspiller).

I terapien arbejder jeg med barnet på flere planer; eventuelle traumer bearbejdes nænsomt gennem hele terapien. Samtidig arbejdes med de problemer, som viser sig i hverdagen. Hvis det ønskes kan jeg støtte og rådgive familien (via forældresamtaler). Dette kan have stor betydning for familiens trivsel, hvis mor eller andre i familien bearbejder sin evt. stress eller sorg forud for eller sideløbende med at barnet er i behandling. I nogle tilfælde kan parterapi være gavnligt, fordi familien eksempelvis kan være overbelastet af mange års arbejde med et personligt krævende, familie - arbejdsliv. Jeg samarbejder og inddrager familien. F.eks. ved at veksle viden, indsigt, vejledning med familien undervejs i processen.

Se også under Par og familieterapi, samt under Psykoterapi, og terapi til mindre børn.

© Birgitte M. Hansen. Alle rettigheder forbeholdes.